På rejse i Western Australia – Perth til Exmouth

Af Susanne Andersen, januar 2017.
Se fotogalleri nederst på siden.

Vi har havde været i Australien 5 gange og manglede kun at se WA. Dog havde vi været i Perth et par gange og også set lidt af området nordpå, men folk havde fortalt os, at der ikke var meget at se.

Vi planlagde en tur fra Perth til Exmouth, hvor vi max. skulle køre 500 km. om dagen. Der skulle også være tid til at slappe af. Vi valgte at rejse derned i oktober måned (2015), da der ellers ville være for varmt, og vi fik Australienrejser til at hjælpe med at arrangere turen.

QuokkaDen første dag tilbragte vi i Perth med lidt afslapning og shopping, og næste dag gik turen til Rottnest Island, som bebos af små kænguruer, der bliver kaldt Quokkaer. De er på størrelse med en kat og de første europæere der kom til øen, troede at det var store rotter – deraf navnet. De er håndtamme og findes over alt på øen, men pas på, for de kan bide. Selv om der ikke bor nogen mennesker på øen, er der en skadestue, fordi folk ikke kan lade være med at prøve at røre de små kænguruer.

Rundturen gik bl.a. til øens fyrtårn. Der er ingen biler på øen, men der kører busser. Man kan også tage sin cykel med, og der er overnatningsmuligheder. Der er et par restauranter på øen, og efter rundturen fik vi frokost. Der er også et lille museum, hvor man kan se hvordan livet var på øen i gamle dage og hvordan folk blev reddet fra skibsforlis.

Den følgende dag kørte vi mod Cervantes i vores lejede bil, som var en mellemklassebil på størrelse med en Skoda Octavia. Vi havde købt en gps i Perth, da det bedre kunne betale sig end at leje den gennem udlejningsfirmaet.

Vi kørte langs kysten, hvor der de første 20-30 km. var godt gang i byggeriet. Derefter, kunne vi begynde at se sandklitter så langt øjet rakte.

Vi ankom til Cervantes kl. 16 om eftermiddagen. Byen består kun af et supermarked, et posthus, et pizzeria og et par restauranter, men det er et godt udgangspunkt for at se the Pinnacles. I gåafstand fra vores hotel var en lille sø, Lake Thetis, hvor der er Stromatolitter.  Stromatolitter ligner sten, men er levende organismer fra jordens barndom og lever af bakterier i søen. Der er kun 2 af disse i Australien.

Den næste dag havde vi planlagt at køre ud til the Pinnacles for at fotografere både solopgang og solnedgang. På grund af et voldsomt uvejr om natten, måtte vi desværre opgive solopgangen. Vi valgte den dag at gå en tur rundt om Lake Thetis, da vejret blev bedre. Rigtig spændende sø.

PinnaclesVi kørte sidst på dagen til the Pinnacles, hvor vi skulle fotografere solnedgangen. The Pinnacles er et stort område med limstenssøjler, i gule farver. I lyset fra den nedgående sol bliver de næsten gyldne og er meget flotte. Desværre kunne vi, der hvor vi stod, ikke få en direkte solnedgang i horisonten på grund af bakkerne, men vi fik nogle gode skud af søjlerne og de lange skygger som de kaster. Det var rigtig flot.

Fra Cervantes kørte vi videre til Geraldton, hvor vi havde en overnatning før vi fortsatte 480 km mod Monkey Mia. Husk vand og en tankfuld benzin, da der nu er mindst 2-300 km. mellem tankstationerne, også kaldet ”Roadhouses” hvor man også selv kan blive tanket op med et måltid mad.

Vi gjorde et stop for at se nr. 2 sø med ”Stromatolitter”, Hamlin Pool. Den er endnu større end Lake Thetis.

Monkey Mia er ikke en by, men et Resort ved Shark Bay, og der er kun én vej dertil fra Denham. Om morgenen er der fodring af ”vilde” delfiner, hvis de ellers gider komme ind til kysten.

Man mødes kl. 7.45 ved stranden og bliver guidet ned til vandet af rangerne, idet man ikke bare selv må gå ud i vandet og klappe delfinerne. Man kan være heldig at blive valgt ud, og så kan man håndfodre dem. Vi syntes det var for turistet, så vi valgte at stå oppe på en bro, hvor der var fin udsigt til fodringen og vi fik herfra rigtig gode billeder. Man kan desuden se hajer, rokker og skildpadder. I Shark Bay er der også en af verdens største populationer af søkøer, og der er store pelikaner i området. Det er også muligt at ride på kameler, men vi så dog ingen.

Første dag var vi på en køretur med Jeep i nationalparken Francois Peron National Park. Da vi nåede indgangen til Nationalparken, lukkede vores guide Bell noget af luften ud af JeepeFrancois Peron National Parkns hjul, da der skulle køres i sand. Bell var god til at køre, så vi hyggede os, og undervejs standsede hun og fortalte om de buske og blomster vi så. Vi så firben og øgler, standsede og så på fantastiske udsigter og gik også en tur langs bugten mindst 10 meter over strandene. En enkelt gang kørte vi fast i sandet på en strand, og så var det ellers ud for at hjælpe med at grave bilen fri. Frokosten var med udsigt over hele bugten og vi så delfiner, hajer, dugongs (søkøer) og skildpadder i vandet samt en masse skarver.

Efter Monkey Mia kørte vi nordpå gennem bushland mod Exmouth. Undervejs så vi mange døde kænguruer og mange ørne. De holdt os lidt beskæftigede, da det er enormt ensformigt at køre de lange strækninger, hvor vi det meste af tiden er de eneste på vejen.

Vi overnattede i Carnarvon og fortsatte tidligt næste morgen til Exmouth og var fremme ved vores hotel kl. 15. Vi fik en dejlig stor lejlighed med udsigt over en lille havn.

Et af byen Exmouth’s varemærker er emuer. Der var flere der gik rundt i byen med deres kyllinger. Når en emu krydsede vejen, holdt bilerne tilbage, ligesom vores biler holder tilbage for ænder. Skægt at se. Hjemmefra havde vi planlagt en tur med en båd med glasbund, der skulle sejle os ud på Ningaloo Reef. Vi blev hentet på hotellet og kørt til østkysten ca. 50 km. fra Exmouth. På vej ud til vores båd stoppede vi ved et fyrtårn, hvor der var en pragtfuld udsigt over havet. Her var et skibsvrag, som var den egentlige årsag til at fyrtårnet blev bygget.

Båden vi skulle sejle med var en lille pram med plads til 20 personer. Vi fik lige en orientering om revet og så sejlede vi et lille stykke fra kysten og slog anker, hvor de der havde lyst, kunne snorkle. Vi var 20 mennesker med om bord og kun 3 af os skulle ikke snorkle. Imens sad vi troligt og så ned på de koraller der var under både i ca. en time, før alle var om bord igen. Så sejlede vi videre til et område med et meget gammelt rev, hvor der er nogle koraller der er over 800 år gamle.

Vi havde bestilt en flyvetur med et lille fly, med plads til 4 personer, på en time over Ningaloo Reef. Vi var kun 3, så Benny sad forrest sammen med piloten, og jeg havde så hele bagsædet for mig selv. Det blæste en del, men ikke så meget at vi ikke kunne komme i luften. Sikke en udsigt. Vi fløj ind over et enormt område med bjerge og kløfter som vi ikke anede var i området. Det vil sige, vi havde set nogle forhøjninger i horisonten på vej til Exmouth og fik en fornemmelse på at der var noget, men ikke i dette format. Det lignede en helt lille Grand Canyon område. Vi fløj også ud over revet som strakte sig så langt øjet rakte. Vi så endda den lille båd vi var ude og sejle med dagen før.

Efter flyveturen fik vi en lille snak med vores pilot som anbefalede en tur ind i nationalparken Cape Range, hvor der er mangroveskov ved havet og et fuglereservat med fugleskjul. Vi fandt mangroveskoven og fuglereservatet, men der var kun pelikaner og hejrer i vandet. Desværre.

Så gik turen fra Exmouth til Coral Bay. En lille tur på kun 150 km. Coral Bay er et stort resort med et par campingpladser og nogle ”sommerhuslejligheder”. Coral Bay er ”som navnet siger” en krystalklar blå bugt. Man går faktisk direkte fra en dejlig hvid strand direkte ud i revet, så der er mange der bruger muligheden for at snorkle fra stranden. Rigtig smuk beliggenhed. Her fik vi slappet rigtig af en dags tid.

Nu kom der 2 dage med meget kørsel. Første dag, skulle vi nå Billabong Roadhouse. Spændende at se hvordan det var. Vi havde på vej nordpå, holdt pause dér og det så da meget tilforladeligt ud, selv om det lå in the middle of nowhere. Vi nåede frem kl. ca. 15.30. og vores værelse viste sig at være meget lille. Der var kun plads til en lille dobbeltseng, et lille køleskab og et TV. Dog var der også et lille toilet og bad. Vi gik en tur til et vandhul der ligger lige ved siden af. Her havde vi den mest fantastiske oplevelse, idet der var rigtig mange undulater og de lavede ”grøn” sol.

Tidlig næste morgen, gik vi over til vandhullet igen, og nu var der endnu flere undulater. Vi kunne have stået der i flere timer. Det var bare så flot. Undulater og masser af rovfugle. Det viste sig at vandhullet var det sidste vandhul, hvor der var vand, og her samledes så alle områdets undulater for at drikke. BBC har faktisk lavet en udsendelse om Billabongs undulater.

Nu fortsatte turen sydpå til Kalbarri Nationalpark, kun ca. 260 km fra Billabong Roadhouse.  På vejen havde vi flere stop pga. turen ind i selve Kalbarriområdet var spækket med flotte blomstrende træer, buske og planter. Vi brugte dagen efter til at se os lidt om i Kalbarri Nationalpark.

Vi kørte godt 35 km for at se Hawks River og Ross Graham lookout, der er udsigten over en dal. Vi gik en tur ned til floden, der var knap vand i den, men der havde samlet sig en masse vand i et kæmpe vandhul. Det er et rigtig flot område. Vi så ingen dyr andet end en kæmpe edderkop, men der skulle være klippekænguruer i området.

Vi kørte herefter til Northhampton og videre til Pink Lake. På vejen stoppede vi ved nogle ruiner af et gammelt fængsel. Pink Lake er pink. Der var vandfugle i søen. Farven kommer fra alger. Jo varmere det er, des mere pink bliver søen. Videre på vejen langs vandet, så vi diverse lookouts ved Island Rock, Natural Bridge og Shellhouse Grandstrand. Smukke klipper og udsigter til havet.

Næste dag var vi på tur med en lokal guide. Der er områder af Kalbarri, hvor man ikke kan køre med en almindelig bil, da vejene er meget sandet. På denne tur så vi the Loop, Natures Window og til sidst ZBend Lookout. Igen flotte udsigter. Kalbarri er en lille kystby, der er ikke så meget at kigge på, men en gåtur langs lagunen og et kig på de kakaduer, der tumler rundt er ren afslapning. Der er kænguruer, men de kommer først frem efter solnedgang. Sidde på stranden og se solnedgangen over lagunen er også guf for sjælen.

Så oprandt den dag, hvor vi skulle videre til vores sidste destination, Swan River. En tur på 540 km. Så det var tidligt op og vi startede med at køre langs kystvejen forbi Pink Lake. Det er en lang køretur og vi havde korte stop undervejs. Vi nåede frem om eftermiddagen.

Swan Valley ligger nord for Perth og er et vindistrikt. Vi boede på et hotel med golfbane og masser af kænguruer og små papegøjer. Her skulle vi slappe af i 2 dage før vi skulle hjem til Danmark. Hjemmefra havde vi bestilt en vintur rundt i distriktet. Da vores udbyder tog ud fra Perth, havde vi aftalt at mødes med vores bus, ved det første stop, som var på den første vingård med vinsmagning, så vi tog en taxa til gården, der kun lå 7 km. fra vores hotel.

Vi havde en tur med 4 vingårde, hvor vi spiste frokost på den ene af dem, og et bryggeri og vi sluttede turen på en chokoladefabrik. Vi var 16 mennesker og vi hyggede os gevaldigt og stemningen blev mere løssluppen jo flere vingårde vi besøgte. Benny og jeg blev sat af på chokoladefabrikken og herfra blev der bestilt en taxa, der kunne køre os til vores hotel.

Den sidste dag inden vores hjemrejse, brugte vi på at køre rundt og se området omkring Swan Valley. Vi kørte til en hyggelig lille by Guildfort som bød på gamle huse og en gammel kirke. Gik en byrundtur efter et kort, hvor der var beskrivelse af de forskellige gamle huses historie.

Resten af aften nød vi ved bare at gå rundt på golfbanens stier og fik hilst på alle kænguruerne.

Westaustralien var en oplevelse og vi blev ikke skuffede.