Mine 6 måneder i New Zealand

Af Anne Vetter Poulsen, Studerende på University of Auckland fra februar-juli 2017.
Se fotogalleri nederst på siden.

Hvis jeg blev spurgt om, hvad jeg mener, der beskriver New Zealand bedst, ville det være noget i retningen af; de mest imødekommende mennesker i et land med den mest varierede og smukke natur. New Zealand giver dig alt dette og mere til. Jeg kan ikke forstå, at jeg var så heldig at få lov til at tilbringe seks måneder i dette land. Jeg fik muligheden, da jeg blev optaget på the University of Auckland. Jeg fik dermed lov til at tage mit 6. semester som kemiingeniør i Auckland, New Zealand i stedet for i Aarhus, Danmark.

Klokken var lidt i ti søndag den 23. januar, og jeg havde netop givet min mor, min søster, min sødeste veninde og min kæreste et kram for sidste gang i de næste seks måneder. Hold nu op hvor jeg havde en knude i min maven og en klump i halsen, men hvor skulle de næste seks måneder bare vise sig at være de mest fantastiske nogensinde, og det bedste jeg har gjort for mig selv.

I løbet af 24 timer var jeg i New Zealand, hvor jeg mødtes med min gode veninde, Ida. Vores eksamensperiode i Danmark var endt tidligt, så hvorfor ikke udnytte det, ved at tage tre uger tidligere til New Zealand? På de tre uger nåede vi at rejse næsten hele sydøen tyndt ved hjælp af en masse søde mennesker, som samlede os op og gav os et lift på vores vej. Det at hitchhike er ikke en ting, som jeg tidligere har gjort i Danmark, men på en eller anden måde føltes det helt naturligt i New Zealand. Vi stod sjældent i mere end 15 minutter, før vi blev samlet op. Og som snakken gik, så snart vi sad i bilen. Vi kørte med en skolelærer, som havde undervist i Himalaya, en mand, som levede af at sælge brændeovne fra Frederikshavn, et par som var biavlere blandt andet af den new zealandske manuka honning og en hjemmegående kvinde af maorisk afstamning og hendes 1 årige datter, som nær havde kørt os hele vejen fra Auckland til Matamata, fordi det lige var hyggeligt. Derudover blev vi samlet op at et væld af andre søde og spændende mennesker. Det mest utrolige var, at flere tilbød os, at vi kunne overnatte hos dem. På den måde kom vi til at overnatte hos en ældre kvinde i en renoveret kirke i en lille by Herbert uden for Dunidin, en mand som havde Tongariro National Park som baghave og en sød familie, som havde en avokado plantage og gav os alle de avokadoer med, som vi overhovedet kunne bære. Jeg er så glad for, at vi takkede ja til de muligheder, som bød sig. Det gav et enestående indblik i den new zealandske kultur, og det var fantastisk måde at komme til at snakke med en hel masse forskellige lokale.  

Nå tilbage til starten igen. Jeg mødtes med min veninde i Wellington på nordøen, hvorfra vi sejlede med den gamle Bornholmer færge til Picton på sydøen. Sydøen har den vildeste natur, og der er et hav af muligheder, for at komme ud og opleve den. Vores tur rundt bød på alt fra lækre sandstrande i nord, til kajakture og naturlige water slides i Abel Tasman National Park, videre med The TranzAlpine Railway fra Greymouth i vest over bjergkæden ved Arthurs Pass til Christchurch i øst. En by som virkelig viser konsekvenserne af New Zealands aktive undergrund. I 2010 og 2011 ramte to store jordskælv Canterbury regionen, hvorfra man stadig er i gang med at genopbygge byen, og flere bygninger står stadig i ruiner. Byens gamle katedral står som et mindesmærke midt på Cathedral Square, hvor der i dag stadig er modstridende holdninger om, hvorvidt den skal genopbygges eller rives ned til fordel for en ny. Efter Christchurch gik vores rejse mod Kaikoura, som er kendt for at have hvaler og delfiner tæt på kysten. Vi havde oprindeligt planlagt at rejse direkte fra Picton til Kaikoura, men bare tre måneder forinden havde et jordskælv ødelagt hele kystvejen. Strækningen fra Christchurch til Kaikoura viste også tegn på jordskælvet. Da vi kom tæt på Kaikoura, så vi veje med revner, broer, som havde hævet sig flere meter og havbunden havde flere steder hævet sig over havoverfladen, og nyt land var nu kommet til syne. Det gav virkelig en respekt for naturen, og de mennesker, som boede der.

Kaikoura var sammen med Milford Sound et af højdepunkterne på min første tur på sydøen. Kaikoura særligt på grund af havet og den atmosfære, det gav til byen. Vi havde for en gangs skyld haft spenderbukserne på og havde købt en tur, hvor vi skulle ud at svømme med delfiner. Vi havde begge været halv loren ved det, for det var godt nok også et stort og koldt hav, vi skulle ned og svømme rundt i. Men afsted kom vi. Det var noget vi begge gerne ville, så nu var det med at tage muligheden, når den bød sig. Og hold nu op! Vi sejlede ud til en flok delfiner, og der var nok mere end 20, som hoppede ovenud af vandet og lavede den ene saltomortale efter den anden, hvis ikke lige syv i træk. Vi sejlede videre til en endnu større flok, hvor vi igen sprang i vandet, med vores tykke våddragt, maske, snorkel og finner på. Vi havde fået at vide, at hvis man sagde spøjse lyde, ville delfinerne blive interesseret og komme hen og undersøge en. Det skulle da helt sikkert prøves. Så der lå vi cirka 15 mand i overfladen og sang til både højre og venstre, så godt som man nu kan med snorkel på. Det var helt utroligt, de var så nysgerrige og kom helt tæt på én. De holdt øjenkontakt og prøvede nærmest at teste én, som svømmer ved at svømme rundt om én, så det var bare med at følge med, det bedste man havde lært.

Vi rejste videre rundt til både den skotsk inspirerede by Duniden, det smukke Fiordland med Milford Sound og det livlige Queenstown med den vilde historie og de smukke omgivelser. Herefter rejste jeg i forkøbet til Auckland, for at blive klog på boligmarkedet og hvilken beliggenhed, der kunne være god for mine to gode venner og jeg. Det tog præcis en uge at finde et sted; med god beliggenhed, stor rumlighed og selvfølgelig uden at koste alverdens. Lejligheden, vi havde fundet, var en to-værelses for at holde en lav husleje, så min veninde og jeg delte værelse de næste fire måneder. Heldigvis lå lejligheden lige i baghaven til the University of Auckland, hvor vi startede den 27. februar.

I løbet af den første uge, Orientation week, blev vi budt velkommen af alle underviserne og af en Kapa Haka gruppe, som dansede maoriernes traditionelle dans. Dansen indebærer en vild ansigtsmimik, gerne med pukana (udspilede øjne), mens der stampes hårdt i jorden eller slås på enten bryst eller lår. Derudover har danserne en røst, som vil en ting. Hold nu op, hvor kan de synge. Vi var så heldige at Matariki blev fejret, mens vi var i Auckland. Matariki er maorisk nytår, hvor de døde mindes og nyt liv fejres. I den forbindelse, var alle de største Kapa Haka grupper i hele New Zealand samlet for at lave et stort show. Mændene havde ikke-permanente tatoveringer op af begge ben og balder, mens kvinderne havde én malet på deres læber og ned over deres hage. Kvinderne havde skørter på, som blev brugt som et instrument, hvis de var lavet af hårdt bast. Flere af  mine gode venner, som også var internationale studerende, havde meldt sig på et kursus om Kapa Haka på universitetet, hvor de lærte flere af de traditionelle danse og sange. Det hele sluttede med, at de holdt en fremvisning for alle deres venner med mad og drikke i bedste Maori stil. Deres undervisere bød os velkommen i deres wharenui, som direkte kan oversættes til et stort hus. Huset bærer utrolige karvinger af deres forfædre og legender fra gulv til loft. Karvingerne har som regel store udspilede øjne og en stor tunge, som enten er stukket mod siden eller lige ned. Deres wharenui, og det den står for, er yderst særlig for Maori folket, så jeg kunne ikke lade være med at føle mig beæret over at blive inviteret indenfor i et hus med så meget historie og så mange traditioner.

New Zealand har sat et kæmpe aftryk i mig, og der er ingen tvivl om, at det er en tur, jeg aldrig vil glemme. Før jeg kom til New Zealand, var jeg ikke den store adventure-type og har egentlig aldrig lagt i telt ud over på festival. Men det er der lavet godt og grundigt om på. Nærmest hver weekend gik med at ligge i telt under den smukke new zealandske stjerne himmel, noget jeg savner efter at være kommet tilbage til Danmark.

En sidste ting, jeg var så heldig at opleve, var hvordan årstiderne blot gør landet smukkere. Jeg rejste, efter at have bestået mine fire eksaminer tilbage til sydøen i fire dage sammen med min søster, som var kommet en tur til den anden side af jorden. Det var et helt andet landskab, der mødte os i forhold til det, jeg havde oplevet seks måneder forinden. Da vi fløj hen over the Southern Alps, var de dækket af sne så langt øjet rakte. Da vi fik fat på vores campervan med plads til to, var vi lykkelige for at vi havde fået to store dyner, en ekstra termokande og to lækre varmedunke med til at holde os lune i løbet af de kolde nattetimer. Vi havde begge et mål om at bestige Roy’s Peak, så vi krydsede fingre for at vejret ville være med os og give os en flot udsigt, og det fik vi!

Tusind tak til DANZ for den økonomiske støtte, der har gjort denne tur fuld af sjove, skæve og uforglemmelige oplevelser, og tusind tak for at give mig muligheden for at dele lidt ud af mine seks fantastiske måneder i New Zealand! Jeg kan kun anbefale folk at tage ned og udforske dette smukke land.