Kategoriarkiv: Nyheder

The Ghan – information søges

Vores medlemmer Tommy og Anne Christensen er interesseret i togrejsen fra Darwin med The Ghan, og ønsker at komme kontakt med andre medlemmer, som har prøvet turen.

Har du været på turen, og vil du dele dine erfaringer? Så giv os et praj per email, og vi sætter dig i forbindelse med Tommy og Anne.

Ordinær generalforsamling lørdag den 3. marts 2018

Den ordinære generalforsamling i 2018 bliver afholdt lørdag den 3. marts kl. 13 – 17 på Dalum Landbrugsskole, lokale K1, Landbrugsvej 65, 5260 Odense S.

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Valg af referent
  3. Bestyrelsens beretning – herunder præsentation af Facebook og hjemmeside
  4. Foreningens årsregnskab
  5. Foreningens budget
  6. Valg af to bestyrelsesmedlemmer
  7. Valg af suppleanter
  8. Valg af revisor
  9. Indkomne forslag
  10. Eventuelt

Indsendelse af forslag der ønskes behandlet: senest fredag den 23. februar. Foreningens medlemmer vil snart kunne se årsregnskabet for 2017 her.

Årets foredrag
Efter den officielle del kan I høre om Benny og Susanne Andersens spændende rejse i Australien i oktober 2017. Parret har flere gange været i Australien, men deres eventyrtrang er endnu ikke mættet. Denne gang begyndte turen i Adelaide og fortsatte nordpå mod Flinders Ranges, hvor de både kørte i tog og tog en spektakulær flyvetur over outbacken. Vindistriktet sydpå blev også besøgt, hvor de med deres egne ord “fik smag” på Australien”. Derefter gik turen videre til Queensland, hvor de fik set den smukke regnskov syd for Brisbane og nød sol og strand i Noosa.

Så glæd dig til at følge parrets tur – og måske få inspiration til dine egne drømme om at opleve eller gense landet Down Under.

Der serveres kaffe og kage. Øl og vand kan købes til rimelige priser.

Ikke-medlemmer af foreningen kan deltage i foredraget mod betaling af 125 kr. ved indgangen. Foredraget med Benny og Susanne begynder ca. kl. 14 (efter den officielle del af generalforsamlingen er slut).

Reserver dagen og tilmeld dig på mail danz@venskabsforening-danz.dk senest fredag den 23. februar. Ved tilmelding, angiv venligst om du deltager i generalforsamlingen og/eller Benny og Susannes  foredrag.

Send danske kunstnere Down Under

Sculpture by the SeaVerdens største udendørs udstilling Sculpture by the Sea i Australien laver en ny støtteforening for danske kunstnere. Donationerne skal sikre, at danske kunstnere kan deltage i udstillingen, så man fortsat kan styrke og bevare de kulturelle bånd mellem Danmark og Australien.
 
Forestil dig en to kilometer strækning langs Sydneys smukke kyst forvandlet til en kunstudstilling med skulpturer i et helt særligt samspil med naturen, stranden og det glitrende hav.
 
Det er den unikke oplevelse, som Sculpture by the Sea har givet besøgende på strækningen mellem Bondi Beach og Tamarama Beach gennem de seneste 20 år med værker fra kunstnere over hele verden – også fra Danmark.
 
– Det er en stor glæde for os at opleve, hvordan danske kunstnere og danskerne generelt er blevet grebet af Sculpture by the Sea. Vi er stolte over den stærke forbindelse til Danmark, og det har været en fornøjelse gennem årene at byde i alt 20 danske kunstnere velkommen til de australske kyster, fortæller David Handley, Founding Director hos Sculpture by the Sea.
 
Skal styrke bånd mellem Danmark og Australien
Men at deltage i en kunstudstilling, som betyder en halv jordomrejse, er både tidskrævende og omkostningstungt, og det er derfor initiativet til foreningen ‘Danish Friends of Sculpture of the Sea’ er taget. En forening, der skal sikre danske kunstnere det økonomiske grundlag for at bidrage med deres værker til Sculpture by the Sea – og dermed bevare og styrke de kulturelle bånd mellem Danmark og Australien.
 
– Når den 21. udgave af Sculpture by the Sea skydes i gang den 19. oktober, ser vi frem til at vise en performance-installation fra dette års danske kunstner Karl Christian Geleff. Vi håber, at danskerne vil hjælpe med at støtte og donere til ‘Danish Friends of Sculpture of the Sea’, så vi kan fortsætte med at have danske kunstnere med, siger David Handley.
 
På www.givenow.com.au/sculpturebytheseadanish kan man nemt og hurtigt lave en donation på lige præcis det beløb, man ønsker at give. Donationer på 2.500 kr. eller derover vil blive omtalt på www.sculpturebythesea.com og i udstillingskatalogerne, ligesom bidragsyderen også vil modtage et trykt udstillingskatalog.
 
Alle donerede midler til ‘Danish Friends of Sculpture of the Sea’ går ubeskåret til støtte af danske kunstneres deltagelse i udstillingen, der bl.a. vil dække materialer, transport og promovering af kunstværkerne.

Besøg af Sydney Youth Orchestra

Den 22.-26. april 2017 får Det danske Ungdomsensemble besøg af 7 musikere fra Sydney Youth Orchestra, som i april turnerer europæiske storbyer. Initiativet er taget af cellist fra DR SymfoniOrkesteret Peter Morrison, som selv er australier, og ensemblets dirigent Morten Ryelund, med henblik på at skabe venskabelige og kunstneriske forbindelser til australske musikere.

Tirsdag den 26. april arrangeres en koncert med Det danske Ungdomsensemble og de inviterede australske musikere, og der vil blive spillet klassiske danske værker og et nykomponeret stykke af initiativtageren Peter Morrison. Man er i gang med at finde et spændende koncertsted og håber at kunne fylde en sal med nysgerrigt publikum fra hele verden.

Hold dig opdateret på: www.duen-orkester.dk